Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Og Herren sagde til Mose: Gak til Folket, og du skal hellige dem i Dag og i Morgen, og de skulle to deres Klæder. Og de skulle være rede til den tredje Dag; thi paa den tredje Dag skal Herren nedstige for alt Folkets Øjne paa Sinai Bjerg. Og du skal sætte Gærde for Folket rundt omkring, sigende: Vogter eder for at gaa op paa Bjerget og at røre ved dets Fod; hver den som rører ved Bjerget, skal visselig dødes. Ingen Haand skal røre ved ham; men han skal visselig stenes eller skydes, hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, da skal det ikke leve; naar Basunen lyder langsomt, skulle de stige op paa Bjerget. Og Mose gik ned ad Bjerget til Folket og helligede Folket, og de toede deres Klæder. Og han sagde til Folket: Værer rede til om tre Dage, og holder eder ikke til Kvinder. Og det skete paa den tredje Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk, som var i Lejren, bævede. Og Mose førte Folket ud af Lejren mod Gud, og de bleve staaende neden for Bjerget. Og hele Sinai Bjerg røg for Herrens Ansigt, som for ned over det i Ilden, og der opgik en Røg af det som Røg af en Ovn, og hele Bjerget bævede saare. Og Basunens Lyd tog til og blev meget stærk; Mose talede, og Gud svarede ham lydelig.
Første læsning
Naar en Profet eller en, som drømmer en Drøm, staar op midt iblandt eder og giver dig et Tegn eller et Under, og det Tegn eller det Under, som han sagde til dig, sker, og han siger: Lader os gaa efter andre Guder, som du ikke kendte, og lader os tjene dem: Da skal du ikke lyde denne Profets Ord eller den, som drømte den Drøm; thi Herren eders Gud forsøger eder, at han vil fornemme, om I elske Herren eders Gud i eders ganske Hjerte og i eders ganske Sjæl. I skulle vandre efter Herren eders Gud og frygte ham og holde hans Bud og høre hans Røst og tjene ham og hænge ved ham. Men denne Profet eller den, som drømte den Drøm, skal dødes, fordi han har talet for Afvigelse fra Herren eders Gud, som udførte eder af Ægyptens Land og forløste eder af Trælles Hus, og fordi han vilde føre dig bort fra den Vej, som Herren din Gud har befalet dig at vandre paa; og du skal borttage den onde af din Midte. Naar din Broder, din Moders Søn, eller din Søn eller din Datter eller din Hustru i din Arm eller din Ven, der er som din egen Sjæl, tilskynder dig i Løndom og siger: Lader os gaa og tjene andre Guder, som du og dine Fædre ikke kendte, af Folkenes Guder, som ere rundt omkring eder, hvad enten de ere nær ved dig eller ere langt fra dig, fra Jordens ene Ende og til Jordens anden Ende: Da samtyk ikke med ham, og hør ham ikke; og dit Øje skal ikke spare ham, og du skal ikke skaane ham og ej skjule ham. Men du skal slaa ham ihjel, din Haand skal være den første paa ham til at give ham Døden, og til sidst alt Folkets Haand. Og du skal stene ham med Stene, og han skal dø; thi han søgte at drage dig fra Herren din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus; paa det at hele Israel maa høre det og frygte og ikke blive ved at gøre efter denne onde Handel midt iblandt eder. Om du hører i en af dine Stæder, som Herren din Gud giver dig at bo udi, at man siger: Der er nogle Mænd, Belials Børn, udgangne af din Midte, og de forføre deres Stads Indbyggere og sige: Lader os gaa og tjene andre Guder, som I ikke kendte: Da skal du ransage og udforske og spørge flitteligen; og se, er det Sandhed, er det Ord vist, at denne Vederstyggelighed er sket midt iblandt eder: Da skal du slaa Indbyggerne i den samme Stad med skarpe Sværd; du skal ødelægge den, og alt det, som er i den, og dens Kvæg med skarpe Sværd; og du skal samle alt Byttet af den midt paa dens Gade og opbrænde det med Ild, baade Staden og alt Byttet af den, altsammen for Herren din Gud; og den skal være en Dynge evindelig, den skal ikke bygges ydermere. Og lad intet af det bandlyste hænge ved din Haand, at Herren maa afvendes fra sin strenge Vrede og skænke dig Barmhjertighed og forbarme sig over dig og mangfoldiggøre dig, ligesom han har tilsvoret dine Fædre. Thi du har hørt Herren din Guds Røst, at du skal holde alle hans Bud, som jeg befaler dig i Dag, at du skal gøre det, som ret er for Herren din Guds Øjne.
Første læsning
Og Israels Børn bleve ved at gøre det, som var ondt for Herrens Øjne, og Herren gav dem i Filisternes Haand fyrretyve Aar. Og der var en Mand fra Zora, af en Daniters Slægt, og hans Navn var Manoa; og hans Hustru var ufrugtbar og fødte ikke. Og Herrens Engel aabenbaredes for Kvinden, og han sagde til hende: Se, kære, du er ufrugtbar og føder ikke, men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. Saa, kære, forvar dig nu, at du ikke drikker Vin ej heller stærk Drik, og at du ikke æder noget urent. Thi se, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn, og paa hans Hoved skal ikke komme Bagekniv; thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af, og han skal begynde at frelse Israel af Filisternes Haand. Da kom Kvinden og sagde til sin Mand: Der kom en Guds Mand til mig, og hans Udseende var som en Guds Engels Udseende, saare forfærdelig; og jeg spurgte ham ikke, hvorfra han var, og han kundgjorde mig ikke sit Navn. Men han sagde til mig: Se, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn; saa skal du nu ikke drikke Vin eller stærk Drik og ikke æde noget urent; thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af indtil sin Dødsdag. Da bad Manoa til Herren og sagde: Hør mig, Herre! Kære, lad den Guds Mand, som du udsendte, atter komme til os, at han kan lære os, hvad vi skulle gøre ved Drengen, som skal fødes. Og Gud hørte Manoas Bøst; og Guds Engel kom atter til Kvinden, og hun sad paa Marken; men hendes Mand Manoa var ikke hos hende. Da hastede Kvinden og løb og gav sin Mand det til Kende, og hun sagde til ham: Se, den Mand, der kom til mig hin Dag, aabenbaredes for mig. Da stod Manoa op og gik efter sin Hustru, og han kom til Manden og sagde til ham: Er du den Mand, som talede med Kvinden? og han sagde: Ja, jeg er. Og Manoa sagde: Naar det nu kommer, som du har sagt, hvad skulle vi iagttage med Drengen, og hvad skulle vi gøre ved ham? Og Herrens Engel sagde til Manoa: For alt det, som jeg har sagt til Kvinden, skal hun tage sig i Vare. Hun skal ikke æde af noget, som kommer af Vinstokken, og ikke drikke Vin eller stærk Drik og intet urent æde; alt det, som jeg har budet hende, skal hun holde. Og Manoa sagde til Herrens Engel: Kære, lad os opholde dig lidt, saa ville vi lave et Bukkekid for dit Ansigt. Men Herrens Engel sagde til Manoa: Dersom du opholder mig, æder jeg dog ikke af din Mad, men dersom du vil gøre dit Brændoffer, maa du ofre Herren det; thi Manoa vidste ikke, at det var Herrens Engel. Og Manoa sagde til Herrens Engel: Hvad er dit Navn, at vi kunne ære dig, naar det kommer, som du har sagt. Og Herrens Engel sagde til ham: Hvi spørger du om mit Navn? se, det er underligt. Da tog Manoa et Bukkekid og Madofret og ofrede det for Herren paa Klippen; og Engelen gjorde et Under, men Manoa og hans Hustru saa til. Og det skete, der Luen for op fra Alteret til Himmelen, da for Herrens Engel op i Luen fra Alteret; der Manoa og hans Hustru saa det, da faldt de paa deres Ansigt til Jorden. Og Herrens Engel lod sig ikke ydermere se for Manoa og for hans Hustru; da fornam Manoa, at det var Herrens Engel. Og Manoa sagde til sin Hustru: Vi dø visseligen; thi vi have set Gud. Men hans Hustru sagde til ham: Om Herren havde haft Lyst til at ihjelslaa os, havde han ikke taget Brændoffer og Madoffer af vor Haand, ej heller ladet os se alt dette og paa denne Tid ej ladet os høre saadanne Ting. Og Kvinden fødte en Søn og kaldte hans Navn Samson; og Drengen blev stor, og Herren velsignede ham. Og Herrens Aand begyndte at drive ham i Dans Lejr imellem Zora og Esthaol.
Morgenbøn — første læsning
Naar Efraim talte, var der Skræk, han ophøjede sig i Israel; men han blev skyldig ved Baal og døde. Og nu blive de ved at synde og gøre sig støbte Billeder af deres Sølv, Afguder efter deres Forstand, alt sammen Kunstneres Værk; om dem sige de, nemlig de Mennesker, som ofre, at de skulle kysse Kalve. Derfor skulle de vorde som en Sky om Morgenen og som Duggen, der aarle gaar bort, som Avner, der vejres bort fra Tærskepladsen, og som Røg ud af et Vindue. Men jeg er Herren din Gud fra Ægyptens Land af, og en Gud uden mig kender du ikke, og en Frelser uden mig er der ikke. Jeg, jeg kendte dig i Ørken, i det tørre Land. Som de kom paa Græsgang, bleve de mætte, de bleve mætte, og deres Hjerte ophøjede sig; derfor glemte de mig. Og jeg blev dem som en Løve, som en Parder lurer jeg paa Vejen. Jeg vil anfalde dem som en Bjørn, der er berøvet sine Unger, og vil sønderrive deres Hjertes Lukke, og jeg vil fortære dem der som en Løvinde, Markens Dyr skulle sønderslide dem. Det var din Fordærvelse, Israel! at du var imod mig, imod din Hjælp. Hvor er nu din Konge, at han kan frelse dig i alle dine Stæder? og dine Dommere, om hvilke du sagde: Giv mig Konge og Fyrster? Jeg giver dig en Konge i min Vrede og tager ham bort i min Harme. Efraims Misgerning er sammenbunden, hans Synd er gemt. Smerter skulle komme paa ham som paa Kvinden, der føder; han er ikke en viis Søn, thi han burde ikke en Tid blive staaende i Fødselens Gennembrud. Af Dødsrigets Vold vil jeg forløse dem, fra Døden vil jeg genløse dem; Død! hvor er din Pest? Dødsrige! hvor er din ødelæggende Magt? Fortrydelse er skjult for mine Øjne. Thi han skal bære Frugt iblandt Brødre; dog skal der komme et Østenvejr, et Herrens Vejr, som drager op fra Ørken, og hans Væld skal udtørres og hans Kilde blive tør; det skal røve Skatten af alle kostelige Kar.
Epistel
Naar I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadvere. Thi under Spisningen tager enhver sit eget Maaltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig. Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke. Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg ogsaa har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forraadt, tog Brød, takkede og brød det og sagde: „Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!‟ Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: „Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, saa ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!‟ Thi saa ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer. Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, paadrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod. Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken! Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, naar han ikke agter paa Legemet. Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen. Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte. Men naar vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
Første læsning
I Jojakims, Judas Konges, Regerings tredje Aar drog Nebukadnezar, Kongen af Babel, til Jerusalem og belejrede den. Og Herren gav Jojakim, Judas Konge, i hans Haand samt en Del af Guds Hus's Kar, og dem lod han føre til Sinears Land, til sin Guds Hus; og Karrene lod han føre ind i sin Guds Skatkammer. Og Kongen sagde til Aspenas, sin Overhofmester, at han skulde lade nogle komme af Israels Sønner, baade af den kongelige Slægt og af de fornemme, unge Mennesker, aldeles uden Lyde og smukke af Udseende, med Gave til at forstaa al Slags Visdom og til at lære Kundskab og blive kyndige i Vidskab, og i hvilke der var Dygtighed til at tjene i Kongens Palads; og at han skulde lade dem lære kaldæisk Skrift og Tungemaal. Og Kongen bestemte, at de Dag for Dag skulde have deres Del af Kongens Mad og af den Vin, som han drak, og at man skulde opdrage dem i tre Aar; og naar de vare til Ende, da skulde de staa for Kongens Ansigt. Iblandt dem var der af Judas Børn: Daniel, Hanania, Misael og Asaria. Og Overhofmesteren gav dem Navne: Daniel kaldte han Beltsazar og Hanania Sadrak og Misael Mesak og Asaria Abed-Nego. Men Daniel satte sig for i sit Hjerte, at han ikke vilde besmitte sig med Kongens Mad og med den Vin, som han drak; derfor begærede han af Overhofmesteren, at han maatte blive fri for at besmitte sig. Og Gud lod Daniel finde Naade, og Barmhjertighed for Overhofmesterens Ansigt. Og Overhofmesteren sagde til Daniel: Jeg frygter for min Herre, Kongen, som har bestemt eders Mad og eders Drikke; thi hvorfor skulde han se, at eders Ansigter saa slettere ud end Drengenes, som ere jævnaldrende med eder, og I bringe Skyld over mit Hoved hos Kongen! Da sagde Daniel til den Melzar, som Overhofmesteren havde sat over Daniel, Hanania, Misael og Asaria: Forsøg dog med dine Tjenere i ti Dage; og lad dem give os Grøntsager at æde og Vand at drikke; og lad da vort Udseende blive synet af dig som og de Drenges Udseende, hvilke æde af Kongens Mad; og som du da ser, saa gør med dine Tjenere! Og han adlød dem i denne Sag og forsøgte det med dem i ti Dage. Og efter at ti Dage vare til Ende, viste det sig, at deres Udseende var smukkere, og at de vare federe af Kød end alle Drengene, som aade Kongens Mad. Da borttog Melzar deres Mad og den Vin, de skulde drikke, og gav dem Grøntsager. Og disse fire unge Mennesker gav Gud Kundskab og Forstand i al Slags Skrift og Visdom; men Daniel forstod sig paa alle Slags Syner og Drømme. Og der Dagene vare til Ende, efter hvilke Kongen havde sagt, at man skulde føre dem frem, da førte Overhofmesteren dem frem for Nebukadnezars Ansigt. Og Kongen talte med dem, og ingen af dem alle sammen blev funden som Daniel, Hanania, Misael og Asaria; og de stode for Kongens Ansigt. Og i alle Sager, der krævede Visdom og Indsigt, og om hvilke Kongen spurgte dem, fandt han dem ti Gange at overgaa alle de Spaamænd og Besværgere, som vare i hans hele Rige. Og Daniel blev indtil Kong Kyrus's første Aar.
Morgenbøn — anden læsning
Dette talte Jesus; og han opløftede sine Øjne til Himmelen og sagde: „Fader! Timen er kommen; herliggør din Søn, for at Sønnen maa herliggøre dig, ligesom du har givet ham Magt over alt Kød, for at han skal give alle dem, som du har givet ham, evigt Liv. Men dette er det evige Liv, at de kende dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig paa Jorden ved at fuldbyrde den Gerning, som du har givet mig at gøre. Og Fader! herliggør du mig nu hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde hos dig, før Verden var. Jeg har aabenbaret dit Navn for de Mennesker, som du har givet mig ud af Verden; de vare dine, og du gav mig dem, og de have holdt dit Ord. Nu vide de, at alt det, som du har givet mig, er fra dig. Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de have modtaget dem og erkendt i Sandhed, at jeg udgik fra dig, og de have troet, at du har udsendt mig. Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, men for dem, som du har givet mig; thi de ere dine. Og alt mit er dit, og dit er mit; og jeg er herliggjort i dem. Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilket du har givet mig, for at de maa være eet ligesom vi. Da jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit Navn, hvilket du har givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem blev fortabt, uden Fortabelsens Søn, for at Skriften skulde opfyldes. Men nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg i Verden, for at de maa have min Glæde fuldkommet i sig. Jeg har givet dem dit Ord; og Verden har hadet dem, fordi de ikke ere af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden. Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af Verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De ere ikke af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden. Hellige dem i Sandheden; dit Ord er Sandhed. Ligesom du har udsendt mig til Verden, saa har ogsaa jeg udsendt dem til Verden. Og jeg helliger mig selv for dem, for at ogsaa de skulle være helligede i Sandheden. Men jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem, som ved deres Ord tro paa mig, at de maa alle være eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at ogsaa de skulle være eet i os, for at Verden maa tro, at du har udsendt mig. Og den Herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skulle være eet, ligesom vi ere eet, jeg i dem og du i mig, for at de maa være fuldkommede til eet, for at Verden maa erkende, at du har udsendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig. Fader! jeg vil, at, hvor jeg er, skulle ogsaa de, som du har givet mig, være hos mig, for at de maa skue min Herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før Verdens Grundlæggelse. Retfærdige Fader! — og Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse have kendt, at du har udsendt mig. Og jeg har kundgjort dem dit Navn og vil kundgøre dem det, for at den Kærlighed, hvormed du har elsket mig, skal være i dem, og jeg i dem.‟
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; en Psalme, af David. Herre, hvor længe? vil du evindelig glemme mig? hvor længe vil du skjule dit Ansigt for mig? Hvor længe skal jeg være raadvild i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen, hvor længe skal min Fjende ophøje sig over mig? Se til, bønhør mig, Herre min Gud! opklar mine Øjne, at jeg ikke skal hensove i Døden, at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig over, at jeg snubler. Men jeg forlader mig paa din Miskundhed, lad mit Hjerte fryde sig i din Frelse; jeg vil synge for Herren, thi han har gjort vel imod mig.
Evangelium
Men før Paaskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at han skulde gaa bort fra denne Verden til Faderen, da, ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden. Og medens der holdtes Aftensmaaltid, da Djævelen allerede havde indskudt i Judas's, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde forraade ham; da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde, og at han var udgaaet fra Gud og gik hen til Gud: saa rejser han sig fra Maaltidet og lægger sine Klæder fra sig, og han tog et Linklæde og bandt det om sig. Derefter hælder han Vand i Vadskefadet og begyndte at to Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var ombunden med. Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: „Herre! tor du mine Fødder?‟ Jesus svarede og sagde til ham: „Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstaa det siden efter.‟ Peter siger til ham: „Du skal i al Evighed ikke to mine Fødder.‟ Jesus svarede ham: „Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod sammen med mig.‟ Simon Peter siger til ham: „Herre! ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet.‟ Jesus siger til ham: „Den, som er tvættet, har ikke nødig at to andet end Fødderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men ikke alle.‟ Thi han kendte den, som forraadte ham; derfor sagde han: „I ere ikke alle rene.‟ Da han nu havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder og atter sat sig til Bords, sagde han til dem: „Vide I, hvad jeg har gjort ved eder? I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. Naar da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, saa ere ogsaa I skyldige at to hverandres Fødder. Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde ved eder, skulle ogsaa I gøre.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; en Psalme, af David. Herre! udfri mig fra onde Mennesker, bevar mig fra Voldsmænd! de, som have optænkt ondt i Hjertet, hver Dag holde sig sammen til Krig. De have skærpet deres Tunge som en Slange, der er Øglegift under deres Læber. Sela. Beskærm mig, Herre! imod den ugudeliges Hænder, bevar mig fra Voldsmænd, som tænke at lægge Stød for mine Trin. De hovmodige have skjult en Snare for mig og Reb, de have udspændt et Garn ved Siden af Vejen, de have lagt Fælder for mig. Sela. Jeg har sagt til Herren: Du er min Gud; Herre! vend dine Øren til mine ydmyge Begæringers Røst. Den Herre, Herre er min Frelses Styrke; du har dækket mit Hoved paa Rustningens Dag. Tilsted ikke, Herre! den ugudelige hans Begæringer, lad ikke hans onde Anslag faa Fremgang; de maatte ophøje sig deraf. Sela. Paa deres Hoved, som omringe mig, skal den Fortræd, deres Læber voldte, komme til at hvile. Der skal rystes Gløder over dem, han skal lade dem falde i Ilden, i dybe Grave, at de ikke skulle staa op igen. En mundkaad Mand skal ikke bestaa paa Jorden; en Voldsmand skal Ulykken jage, indtil han er ganske fordreven. Jeg ved, at Herren skal udføre den elendiges Sag, de fattiges Ret. Ja, de retfærdige skulle prise dit Navn; de oprigtige skulle blive for dit Ansigt.
Responsoriesalme
Min Sjæl! lov Herren, og alt det, som i mig er, love hans hellige Navn. Min Sjæl! lov Herren og glem ikke alle hans Velgerninger, ham, som forlader dig alle dine Misgerninger; ham, som læger alle dine Sygdomme; ham, som genløser dit Liv fra Graven; ham, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed; ham, som mætter din Sjæl med det gode, at du bliver ung igen som Ørnen. Herren øver Retfærdighed og Ret for alle fortrykte. Han lod Mose vide sine Veje, Israels Børn sine Gerninger. Herren er barmhjertig og naadig, langmodig og af megen Miskundhed. Han skal ikke bestandig gaa i Rette, ej heller beholde Vrede evindelig. Han har ikke gjort imod os efter vore Synder og ikke betalt os efter vore Misgerninger. Thi saa høj Himmelen er over Jorden, har hans Miskundhed været mægtig over dem, som frygte ham. Saa langt som Østen er fra Vesten, har han ladet vore Overtrædelser være langt fra os. Ligesom en Fader forbarmer sig over Børn, saa forbarmer Herren sig over dem, som frygte ham. Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, at vi ere Støv. Et Menneskes Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa blomstrer han. Naar et Vejr farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kender det ikke længere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed over dem, som frygte ham, og hans Retfærdighed med Børnebørn, med dem, som holde hans Pagt, og med dem, som komme hans Befalinger i Hu for at gøre derefter. Herren har befæstet sin Trone i Himmelen, og hans Rige behersker alt. Lover Herren, I hans Engle! I vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst! Lover Herren, alle hans Hærskarer! I hans Tjenere, som gøre hans Villie! Lover Herren, I hans Gerninger alle til Hobe! i alle hans Herredømmes Steder: Min Sjæl, lov Herren!
Responsoriesalme
Synger Herren en ny Sang; thi han har gjort underfulde Ting; hans højre Haand og hans hellige Arm frelste ham. Herren har kundgjort sin Frelse; han har aabenbaret sin Retfærdighed for Hedningernes Øjne. Han kom sin Miskundhed og sin Sandhed i Hu imod Israels Hus; alle Verdens Ender have set vor Guds Frelse. Raaber med Glæde for Herren, al Jorden! raaber og synger med Fryd og lovsynger! Lovsynger Herren med Harpe, med Harpe og Sanges Lyd, med Basuner og Lyden af Trompeter; raaber med Glæde for Herren, den Konges Ansigt! Havet bruse og dets Fylde, Jorderige og dets Beboere! Floderne klappe med Haand; Bjergene synge med Fryd til Hobe for Herrens Ansigt; thi han kommer for at dømme Jorden; han skal dømme Jorderige med Retfærdighed og Folkene med Retvished.
Aftenbøn — første læsning
Samaria skal bøde, thi den har været genstridig imod Gud; de skulle falde ved Sværdet, deres spæde Børn skulle knuses og deres frugtsommelige Kvinder sønderrives. Omvend dig, Israel! til Herren din Gud; thi du er falden ved din Misgerning. Tager Ord med eder, og omvender eder til Herren; siger til ham: Tilgiv al Misgerning og modtag det gode, saa ville vi i Stedet for med Øksne betale dig med vore Læber. Assur kan ikke frelse os, vi ville ikke ride paa Heste og ikke ydermere sige „vor Gud‟ til vore Hænders Gerning; thi hos dig finder den faderløse Barmhjertighed. Jeg vil læge deres Frafald, jeg vil elske dem frivilligt; thi min Vrede har vendt sig fra dem. Jeg vil være Israel som Duggen, han skal blomstre som Lillien og slaa sine Rødder som Libanon. Hans Skud skulle brede sig ud, og hans Herlighed skal være som Olietræet, og han skal dufte som Libanon. De, som sidde under hans Skygge, skulle vende tilbage, de skulle bringe Korn til Live og blomstre som Vintræet; hans Ihukommelse skal være som Vin fra Libanon. Efraim! hvad har jeg fremdeles at gøre med Afguder? jeg har bønhørt ham, og jeg beskuer ham; jeg vil være som en grønnende Cypres, din Frugt er funden at være af mig. Hvo er viis, at han forstaar disse Ting? og forstandig, at han kender dem? thi Herrens Veje ere rette, og de retfærdige vandre paa dem, men Overtrædere falde paa dem.
Anden læsning
Men vi kundgøre eder, Brødre! den Guds Naade, som er given i Makedoniens Menigheder, at under megen Trængsels Prøvelse har deres overstrømmende Glæde og deres dybe Fattigdom strømmet over i deres Gavmildheds Rigdom. Thi efter Evne (det vidner jeg) gave de, ja, over Evne, af egen Drift, idet de med megen Overtalelse bade os om den Naade at maatte tage Del i Hjælpen til de hellige, og ikke alene som vi havde haabet, men sig selv gav de først og fremmest til Herren og saa til os, ved Guds Villie, saa at vi opfordrede Titus til, ligesom han forhen havde begyndt, saaledes ogsaa at tilendebringe hos eder ogsaa denne Gave. Men ligesom I ere rige i alt, i Tro og Tale og Erkendelse og al Iver og i eders Kærlighed til os: Maatte I da være rige ogsaa i denne Gave! Jeg siger det ikke som en Befaling, men for ved andres Iver at prøve ogsaa eders Kærligheds Ægthed. I kende jo vor Herres Jesu Kristi Naade, at han for eders Skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde blive rige. Og jeg giver min Mening herom til Kende; thi dette er eder gavnligt, I, som jo i Fjor vare de første til at begynde, ikke alene med Gerningen, men endogsaa med Villien dertil. Men fuldbringer da nu ogsaa Gerningen, for at, ligesom I vare redebonne til at ville, I ogsaa maa fuldbringe det efter eders Evne. Thi naar Redebonheden er til Stede, da er den velbehagelig efter, hvad den evner, ikke efter, hvad den ikke evner. Det er nemlig ikke Meningen, at andre skulle have Lettelse og I Trængsel; nej, det skal være ligeligt. Nu for Tiden maa eders Overflod komme hines Trang til Hjælp, for at ogsaa hines Overflod kan komme eders Trang til Hjælp, for at der kan blive Ligelighed, som der er skrevet: „Den, som sankede meget, fik ikke for meget, og den, som sankede lidet, fik ikke for lidt.‟ Men Gud ske Tak, som giver den samme Iver for eder i Titus's Hjerte! Thi vel har han modtaget min Opfordring; men da han er saa ivrig, saa er det af egen Drift, at han rejser til eder. Og sammen med ham sende vi den Broder, hvis Ros i Evangeliet gaar igennem alle Menighederne, og ikke det alene, men han er ogsaa udvalgt af Menederne til at rejse med os med denne Gave, som besørges af os, for at fremme selve Herrens Ære og vor Redebonhed, idet vi undgaa dette, at nogen skulde kunne laste os i Anledning af denne rige Hjælp, som besørges af os; thi vi lægge Vind paa, hvad der er godt ikke alene i Herrens, men ogsaa i Menneskers Øjne. Men sammen med dem sende vi vor Broder, hvis Iver vi ofte i mange Maader have prøvet, men som nu er langt ivrigere paa Grund af sin store Tillid til eder. Hvad Titus angaar, da er han min Fælle og Medarbejder hos eder, og hvad vore Brødre angaar, da ere de Menighedsudsendinge, Kristi Ære. Saa giver dem da for Menighedernes Aasyn Beviset paa eders Kærlighed og for det, vi have rost eder for.
Anden læsning
Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, saasom I vide, at vi skulle faa en desto tungere Dom. Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til ogsaa at holde hele Legemet i Tømme. Men naar vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle adlyde os, saa dreje vi ogsaa hele deres Legeme. Se, ogsaa Skibene, endskønt de ere saa store og drives af stærke Vinde, drejes med et saare lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu staar. Saaledes er ogsaa Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor lille en Ild der stikker saa stor en Skov i Brand! Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede. Thi enhver Natur, baade Dyrs og Fugles, baade Krybdyrs og Havdyrs, tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur; men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af dødbringende Gift. Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed. Af den samme Mund udgaar Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke være saa. Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld? Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ Figener? Heller ikke kan en salt Kilde give fersk Vand. Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed! Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser eder ikke og lyver ikke imod Sandheden! Dette, er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, sjælelig, djævelsk; thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond Handel. Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt. Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som stifte Fred.
Anden læsning
Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i Gud Fader og den Herre Jesus Kristus. Naade være med eder og Fred! Vi takke Gud altid for eder alle, naar vi komme eder i Hu i vore Bønner, idet vi uafladelig mindes eders Gerning i Troen og eders Arbejde i Kærligheden og eders Udholdenhed i Haabet paa vor Herre Jesus Kristus for vor Guds og Faders Aasyn, efterdi vi kende eders Udvælgelse, I af Gud elskede Brødre, at vort Evangelium ikke kom til eder i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Helligaand og i fuld Overbevisning, som I jo vide, hvorledes vi færdedes iblandt eder for eders Skyld. Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja, Herrens, idet I modtoge Ordet under megen Trængsel med Glæde i den Helligaand, saa at I ere blevne et Forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja; thi fra eder har Herrens Ord lydt ud, ikke alene i Makedonien og Akaja, men alle Vegne er eders Tro paa Gud kommen ud, saa at vi ikke have nødig at tale derom. Thi de forkynde selv om os, hvordan en Indgang vi vandt hos eder, og hvorledes I vendte om til Gud fra Afguderne for at tjene den levende og sande Gud og vente paa hans Søn fra Himlene, hvem han oprejste fra de døde, Jesus, som frier os fra den kommende Vrede.
Anden læsning
Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg ogsaa har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forraadt, tog Brød, takkede og brød det og sagde: „Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!‟ Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: „Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, saa ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!‟ Thi saa ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer. Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, paadrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod. Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken! Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, naar han ikke agter paa Legemet. Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen. Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte. Men naar vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
Evangelium
„Eders Hjerte forfærdes ikke! Tror paa Gud, og tror paa mig! I min Faders Hus er der mange Boliger. Dersom det ikke var saa, havde jeg sagt eder det; thi jeg gaar bort for at berede eder Sted. Og naar jeg er gaaet bort og har beredt eder Sted, kommer jeg igen og tager eder til mig, for at, hvor jeg er, der skulle ogsaa I være. Og hvor jeg gaar hen, derhen vide I Vejen.‟ Thomas siger til ham: „Herre! vi vide ikke, hvor du gaar hen; og hvorledes kunne vi vide Vejen?‟ Jesus siger til ham: „Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig. Havde I kendt mig, da havde I ogsaa kendt min Fader; og fra nu af kende I ham og have set ham.‟ Filip siger til ham: „Herre! vis os Faderen, og det er os nok.‟ Jesus siger til ham: „Saa lang en Tid har jeg været hos eder, og du kender mig ikke, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvorledes kan du da sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De Ord, som jeg siger til eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, han gør sine Gerninger. Tror mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I ikke, saa tror mig dog for selve Gerningernes Skyld! Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror paa mig, de Gerninger, som jeg gør, skal ogsaa han gøre, og han skal gøre større Gerninger end disse; thi jeg gaar til Faderen, og hvad som helst I bede om i mit Navn, det vil jeg gøre, for at Faderen maa herliggøres ved Sønnen. Dersom I bede om noget i mit Navn, vil jeg gøre det. Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand til at være hos eder evindelig, den Sandhedens Aand, som Verden ikke kan modtage, thi den ser den ikke og kender den ikke; men I kende den, thi den bliver hos eder og skal være i eder. Jeg vil ikke efterlade eder faderløse; jeg kommer til eder. Endnu en liden Stund, og Verden ser mig ikke mere, men I se mig; thi jeg lever, og I skulle leve. Paa den Dag skulle I erkende, at jeg er i min Fader, og I i mig, og jeg i eder. Den, som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; men den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og aabenbare mig for ham.‟ Judas (ikke Iskariot) siger til ham: „Herre! hvor kommer det, at du vil aabenbare dig for os og ikke for Verden?‟ Jesus svarede og sagde til ham: „Om nogen elsker mig, vil han holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vi skulle komme til ham og tage Bolig hos ham. Den, som ikke elsker mig, holder ikke mine Ord; og det Ord, som I høre, er ikke mit, men Faderens, som sendte mig. Dette har jeg talt til eder, medens jeg blev hos eder. Men Talsmanden, den Helligaand, som Faderen vil sende i mit Navn, han skal lære eder alle Ting og minde eder om alle Ting, som jeg har sagt eder. Fred efterlader jeg eder, min Fred giver jeg eder; jeg giver eder ikke, som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke og forsage ikke! I have hørt, at jeg sagde til eder: Jeg gaar bort og kommer til eder igen. Dersom I elskede mig, da glædede I eder over, at jeg gaar til Faderen; thi Faderen er større end jeg. Og nu har jeg sagt eder det, før det sker, for at I skulle tro, naar det er sket. Jeg skal herefter ikke tale meget med eder; thi denne Verdens Fyrste kommer, og han har slet intet i mig; men for at Verden skal kende, at jeg elsker Faderen og gør saaledes, som Faderen har befalet mig: saa staar nu op, lader os gaa herfra!‟
Aftenbøn — anden læsning
Men før Paaskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at han skulde gaa bort fra denne Verden til Faderen, da, ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden. Og medens der holdtes Aftensmaaltid, da Djævelen allerede havde indskudt i Judas's, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde forraade ham; da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde, og at han var udgaaet fra Gud og gik hen til Gud: saa rejser han sig fra Maaltidet og lægger sine Klæder fra sig, og han tog et Linklæde og bandt det om sig. Derefter hælder han Vand i Vadskefadet og begyndte at to Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var ombunden med. Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: „Herre! tor du mine Fødder?‟ Jesus svarede og sagde til ham: „Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstaa det siden efter.‟ Peter siger til ham: „Du skal i al Evighed ikke to mine Fødder.‟ Jesus svarede ham: „Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod sammen med mig.‟ Simon Peter siger til ham: „Herre! ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet.‟ Jesus siger til ham: „Den, som er tvættet, har ikke nødig at to andet end Fødderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men ikke alle.‟ Thi han kendte den, som forraadte ham; derfor sagde han: „I ere ikke alle rene.‟ Da han nu havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder og atter sat sig til Bords, sagde han til dem: „Vide I, hvad jeg har gjort ved eder? I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. Naar da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, saa ere ogsaa I skyldige at to hverandres Fødder. Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde ved eder, skulle ogsaa I gøre. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en Tjener er ikke større end sin Herre, ikke heller et Sendebud større end den, som har sendt ham. Naar I vide dette, ere I salige, om I gøre det. Jeg taler ikke om eder alle; jeg ved, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften maatte opfyldes: Den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig. Fra nu af siger jeg eder det, førend det sker, for at I, naar det er sket, skulle tro, at det er mig. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som modtager, hvem jeg sender, modtager mig; men den, som modtager mig, modtager ham, som har sendt mig.‟ Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i Aanden og vidnede og sagde: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en af eder vil forraade mig.‟ Da saa Disciplene paa hverandre, tvivlraadige om, hvem han talte om. Men der var en iblandt hans Disciple, som sad til Bords ved Jesu Side, han, hvem Jesus elskede. Til denne nikker da Simon Peter og siger til ham: „Sig, hvem det er, han taler om?‟ Men denne bøjer sig op til Jesu Bryst og siger til ham: „Herre! hvem er det?‟ Jesus svarer: „Det er den, hvem jeg giver det Stykke Brød, som jeg dypper.‟ Saa dypper han Stykket og tager og giver det til Judas, Simons Søn, Iskariot. Og efter at han havde faaet Stykket, da gik Satan ind i ham. Saa siger Jesus til ham: „Hvad du gør, gør det snart!‟ Men ingen af dem, som sade til Bords, forstod, hvorfor han sagde ham dette. Thi nogle mente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: „Køb, hvad vi have nødig til Højtiden;‟ eller at han skulde give noget til de fattige. Da han nu havde faaet Stykket, gik han straks ud. Men det var Nat. Da han nu var gaaet ud, siger Jesus: „Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud ogsaa herliggøre ham i sig, og han skal snart herliggøre ham. Børnlille! endnu en liden Stund er jeg hos eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: „Hvor jeg gaar hen, kunne I ikke komme,‟ siger jeg nu ogsaa til eder. Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre, at ligesom jeg elskede eder, skulle ogsaa I elske hverandre. Derpaa skulle alle kende, at I ere mine Disciple, om I have indbyrdes Kærlighed.‟ Simon Peter siger til ham: „Herre! hvor gaar du hen?‟ Jesus svarede ham: „Hvor jeg gaar hen, kan du ikke nu følge mig, men siden skal du følge mig.‟
Evangelium
Og de tvinge en, som gik forbi, Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, Aleksanders og Rufus's Fader, til at bære hans Kors. Og de føre ham til det Sted Golgatha, det er udlagt: „Hovedskalsted‟. Og de gave ham Vin at drikke med Myrra i; men han tog det ikke. Og de korsfæste ham, og de dele hans Klæder ved at kaste Lod om dem, hvad enhver skulde tage. Men det var den tredje Time, da de korsfæstede ham. Og Overskriften med Beskyldningen imod ham var paaskreven saaledes: „Jødernes Konge.‟ Og de korsfæste to Røvere sammen med ham, en ved hans højre og en ved hans venstre Side. [Og Skriften blev opfyldt, som siger: „Og han blev regnet iblandt Overtrædere.‟] Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede paa deres Hoveder og sagde: „Tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage; frels dig selv ved at stige ned af Korset!‟ Ligesaa spottede ogsaa Ypperstepræsterne indbyrdes tillige med de skriftkloge og sagde: „Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels Konge — lad ham nu stige ned af Korset, for at vi kunne se det og tro!‟ Ogsaa de, som vare korsfæstede med ham, haanede ham. Og da den sjette Time var kommen, blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. Og ved den niende Time raabte Jesus med høj Røst og sagde: „Eloï! Eloï! Lama Sabaktani?‟ det er udlagt: „Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?‟ Og nogle af dem, som stode hos, sagde, da de hørte det: „Se, han kalder paa Elias.‟ Men en løb hen og fyldte en Svamp med Eddike og stak den paa et Rør og gav ham at drikke og sagde: „Holdt! lader os se, om Elias kommer for at tage ham ned.‟ Men Jesus raabte med høj Røst og udaandede. Og Forhænget i Templet splittedes i to fra øverst til nederst. Men da Høvedsmanden, som stod hos, lige over for ham, saa, at han udaandede paa denne Vis, sagde han: „Sandelig, dette Menneske var Guds Søn.‟ Men der var ogsaa Kvinder, som saa til i Frastand, iblandt hvilke ogsaa vare Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses's Moder, og Salome, hvilke ogsaa fulgte ham og tjente ham, da han var i Galilæa, og mange andre Kvinder, som vare gaaede op til Jerusalem med ham.
Evangelium
Men før Paaskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at han skulde gaa bort fra denne Verden til Faderen, da, ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden. Og medens der holdtes Aftensmaaltid, da Djævelen allerede havde indskudt i Judas's, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde forraade ham; da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde, og at han var udgaaet fra Gud og gik hen til Gud: saa rejser han sig fra Maaltidet og lægger sine Klæder fra sig, og han tog et Linklæde og bandt det om sig. Derefter hælder han Vand i Vadskefadet og begyndte at to Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var ombunden med. Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: „Herre! tor du mine Fødder?‟ Jesus svarede og sagde til ham: „Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstaa det siden efter.‟ Peter siger til ham: „Du skal i al Evighed ikke to mine Fødder.‟ Jesus svarede ham: „Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod sammen med mig.‟ Simon Peter siger til ham: „Herre! ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet.‟ Jesus siger til ham: „Den, som er tvættet, har ikke nødig at to andet end Fødderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men ikke alle.‟ Thi han kendte den, som forraadte ham; derfor sagde han: „I ere ikke alle rene.‟ Da han nu havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder og atter sat sig til Bords, sagde han til dem: „Vide I, hvad jeg har gjort ved eder? I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. Naar da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, saa ere ogsaa I skyldige at to hverandres Fødder. Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde ved eder, skulle ogsaa I gøre. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en Tjener er ikke større end sin Herre, ikke heller et Sendebud større end den, som har sendt ham. Naar I vide dette, ere I salige, om I gøre det.
Evangelium
Men Saulus fandt Behag i hans Mord. Og paa den Dag udbrød der en stor Forfølgelse imod Menigheden i Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlene. Men gudfrygtige Mænd begravede Stefanus og holdt en stor Veklage over ham. Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak baade Mænd og Kvinder frem og lod dem sætte i Fængsel. Imidlertid gik de, som bleve adspredte, omkring og forkyndte Evangeliets Ord. Da kom Filip til Byen Samaria og prædikede Kristus for dem. Og Skarerne gave endrægtigt Agt paa det, som blev sagt af Filip, idet de hørte og saa de Tegn, som han gjorde. Thi der var mange, som havde urene Aander, og af hvem disse fore ud, raabende med høj Røst; og mange værkbrudne og lamme bleve helbredede. Og der blev en stor Glæde i denne By. Men en Mand, ved Navn Simon, var i Forvejen i Byen og drev Trolddom og satte Samarias Folk i Forbavselse, idet han udgav sig selv for at være noget stort. Paa ham gave alle Agt, smaa og store, og sagde: „Det er ham, som man kalder Guds store Kraft.‟ Men de gave Agt paa ham, fordi han i lang Tid havde sat dem i Forbavselse ved sine Trolddomskunster. Men da de troede Filip, som forkyndte Evangeliet om Guds Rige og Jesu Kristi Navn, lode de sig døbe, baade Mænd og Kvinder. Men Simon troede ogsaa selv, og efter at være døbt holdt han sig nær til Filip; og da han saa Tegn og store kraftige Gerninger ske, forbavsedes han højligt. Men da Apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds Ord, sendte de Peter og Johannes til dem, og da disse vare komne derned, bade de for dem om, at de maatte faa den Helligaand; thi den var endnu ikke falden paa nogen af dem, men de vare blot døbte til den Herres Jesu Navn. Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Helligaand. Men da Simon saa, at den Helligaand blev given ved Apostlenes Haandspaalæggelse, bragte han dem Penge og sagde: „Giver ogsaa mig denne Magt, at, hvem jeg lægger Hænderne paa, han maa faa den Helligaand.‟ Men Peter sagde til ham: „Gid dit Sølv maa gaa til Grunde tillige med dig, fordi du mente at kunne erhverve Guds Gave for Penge. Du har ikke Del eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud. Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Herren, om dog dit Hjertes Paafund maatte forlades dig. Thi jeg ser, at du er stedt i Bitterheds Galde og Uretfærdigheds Lænke.‟ Men Simon svarede og sagde: „Beder I for mig til Herren, for at intet af det, som I have sagt, skal komme over mig.‟ Men da de havde vidnet og talt Herrens Ord, vendte de tilbage til Jerusalem, og de forkyndte Evangeliet i mange af Samaritanernes Landsbyer. Men en Herrens Engel talte til Filip og sagde: „Staa op og gaa mod Syd paa den Vej, som gaar ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde.‟ Og han stod op og gik. Og se, der var en Æthioper, en Hofmand, en mægtig Mand hos Kandake, Æthiopernes Dronning, som var sat over alle hendes Skatte; han var kommen til Jerusalem for at tilbede. Og han var paa Hjemvejen og sad paa sin Vogn og læste Profeten Esajas. Men Aanden sagde til Filip: „Gaa hen og hold dig til denne Vogn!‟ Og Filip løb derhen og hørte ham læse Profeten Esajas; og han sagde: „Forstaar du ogsaa det, som du læser?‟ Men han sagde: „Hvorledes skulde jeg kunne det, uden nogen vejleder mig?‟ Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham. Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: „Som et Faar blev han ført til Slagtning, og som et Lam er stumt imod den, der klipper det, saaledes oplader han ej sin Mund. I Fornedrelsen blev hans Dom taget bort; hvem kan fortælle om hans Slægt, efterdi hans Liv borttages fra Jorden?‟ Men Hofmanden talte til Filip og sagde: „Jeg beder dig, om hvem siger Profeten dette? om sig selv eller om en anden?‟ Da oplod Filip sin Mund, og idet han begyndte fra dette Skriftsted, forkyndte han ham Evangeliet om Jesus. Men som de droge frem ad Vejen, kom de til noget Vand; og Hofmanden siger: „Se, her er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?‟ [Men Filip sagde: „Dersom du tror af hele dit Hjerte, kan det ske.‟ Men han svarede og sagde: „Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.‟] Og han bød, at Vognen skulde holde, og de stege begge ned i Vandet, baade Filip og Hofmanden; og han døbte ham. Men da de stege op af Vandet, bortrykkede Herrens Aand Filip, og Hofmanden saa ham ikke mere; thi han drog sin Vej med Glæde. Men Filip blev funden i Asdod, og han drog omkring og forkyndte Evangeliet i alle Byerne, indtil han kom til Kæsarea.
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.