Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Og disse ere Navnene paa Israels Sønner, som kom til Ægypten, med Jakob kom de, hver med sit Hus: Ruben, Simeon, Levi og Juda, Isaskar, Sebulon og Benjamin, Dan og Nafthali, Gad og Aser. Og alle Personer, som vare udkomne af Jakobs Lænd, de vare halvfjerdsindstyve Personer; men Josef var i Ægypten. Og Josef døde, og alle hans Brødre og al denne Slægt. Og Israels Børn bleve frugtbare og vrimlede og bleve mangfoldige og vare saare talrige, og Landet blev fuldt af dem. Og der kom en ny Konge over Ægypten, som ikke kendte Josef. Og han sagde til sit Folk: Se, Israels Børns Folk ere flere og talrigere end vi. Velan, vi ville handle klogeligen imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde ske, om der blev Lejlighed til en Krig, kunde det ogsaa slaa sig til vore Fjender og føre Krig imod os og drage ud af Landet. Saa satte de Skattebetjente over det, at de skulde plage det med deres Byrder; og man byggede Farao Forraadsstæder, nemlig Pithom og Raamses. Og jo mere de plagede det, desto mere blev det mangfoldigt, og udbredte sig, og de væmmedes ved Israels Børn. Og Ægypterne tvang Israels Børn til at trælle strengt. Og de gjorde dem deres Liv besk med haard Trældom i Ler og i Tegl og med alle Haande Trældom paa Marken; i al deres Trældom, i hvilken de tjente dem, maatte de trælle strengt. Og Kongen af Ægypten talede til de hebraiske Jordemødre, af hvilke den enes Navn var Sifra og den andens Navn Pua, og han sagde: Naar I hjælpe de hebraiske Kvinder ved Fødselen, saa ser paa Stolene: Dersom det er en Søn, saa dræber ham, og dersom det er en Datter, da maa hun leve. Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke saa, som Kongen af Ægypten havde talet til dem, men lode Drengene leve. Da kaldte Kongen af Ægypten Jordemødrene og sagde til dem: Hvi gjorde I denne Gerning, at I lode Drengene leve? Og Jordemødrene svarede Farao: De hebraiske ere ikke som de ægyptiske Kvinder, men de ere stærke; førend Jordemoderen kommer til dem, da have de født. Derfor gjorde Gud vel imod Jordemødrene, og Folket blev mangfoldigt, og de bleve saare talrige.
Første læsning
Da vendte vi os og rejste til Ørken ad Vejen til det røde Hav, som Herren havde talet til mig, og vi droge omkring Seirs Bjerg mange Aar. Og Herren talede til mig og sagde: I have længe nok draget omkring dette Bjerg, vender eder imod Norden, og byd Folket og sig: I drage nu igennem eders Brødres, Esaus Børns, Landemærke, de som bo i Seir, og de skulle frygte for eder; men I skulle tage eder vel i Vare. I skulle ikke befatte eder med dem i Krig; thi jeg vil ikke give eder noget af deres Land, end ikke saa meget, som en Fodsaal kan træde paa, fordi jeg har givet Esau Seirs Bjerg til Ejendom. I skulle købe Spise af dem for Penge og æde, og I skulle ogsaa købe Vand af dem for Penge og drikke; thi Herren din Gud har velsignet dig i al din Haands Gerning; han kender dine Gange igennem denne store Ørk; i fyrretyve Aar har Herren din Gud været med dig; dig fattedes ingen Ting. Der vi droge fra vore Brødre Esaus Børn, som boede i Seir, paa Vejen til den slette Mark, fra Elath og fra Eziongeber, da vendte vi os og gik igennem ad Vejen til Moabiternes Ørk. Da sagde Herren til mig: Du skal ikke trænge Moabiterne og ikke befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af deres Land til Ejendom; thi jeg har givet Lots Børn Ar til Ejendom. Emiterne boede fordum derudi; det var et stort og stærkt og højt Folk, som Anakiterne. De holdtes og for Kæmper ligesom Anakiterne, og Moabiterne kaldte dem Emiter. Og Horiterne boede fordum i Seir, og Esaus Børn fordreve dem og ødelagde dem for sig, og de toge Bolig i deres Sted; ligesom Israel gør ved sit Ejendoms Land, hvilket Herren har givet dem. Gører eder nu rede og drager over Sereds Bæk; og vi droge over Sereds Bæk. Men de Dage, vi have vandret fra Kades-Barnea, indtil vi kom over Bækken Sered, vare otte og tredive Aar, indtil den hele Slægt af Krigsmænd ganske var uddød af Lejren, saaledes som Herren havde svoret dem. Tilmed var og Herrens Haand imod dem til at udrydde dem af Lejren, indtil det fik Ende med dem. Og det skete, der det havde faaet Ende med alle Krigsmændene, saa de vare uddøde af Folkets Midte, da talede Herren til mig og sagde: Du drager i Dag igennem Moabiternes Landemærke ved Ar, og du kommer nær frem for Ammons Børn; du skal ikke trænge dem, ej heller befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af Ammons Børns Land til Ejendom; thi jeg har givet Lots Børn det til Ejendom. Ogsaa det er blevet holdt for et Kæmpeland, derudi boede fordum Kæmper, og Ammoniterne kaldte dem Samsummiter. Det var et stort og stærkt og højt Folk som Anakiterne, men Herren ødelagde dem for deres Ansigt, saa de fordreve dem og boede i deres Sted; ligesom han gjorde for Esaus Børn, som bo i Seir, for hvis Ansigt han ødelagde Horiterne, saa de fordreve dem og boede i deres Sted indtil denne Dag. Og Aviterne, som boede i Landsbyerne indtil Gaza, dem ødelagde Kafthoriterne, som vare komne fra Kafthor og boede i deres Sted. Gører eder rede, rejser frem og gaar over Bækken Arnon; se, jeg har givet Sihon, den amoritiske Konge af Hesbon, og hans Land i dine Hænder; begynd, indtag det og giv dig i Kamp med ham! Jeg vil begynde paa denne Dag at lægge Rædsel og Frygt for dig over Folkenes Ansigt under den ganske Himmel, at de, som høre dit Rygte, skulle bæve og blive bange for dit Ansigt. Da sendte jeg Bud fra den Ørk Kedemoth til Sihon, Kongen af Hesbon, med fredelige Ord og lod sige: Jeg vil drage igennem dit Land, jeg vil blot gaa paa Vejen, jeg vil ikke vige til den højre eller venstre Side. Spise skal du sælge mig for Penge, at jeg maa æde, og Vand skal du give mig for Penge, at jeg maa drikke; jeg vil ikkun gaa igennem til Fods; ligesom Esaus Børn gjorde imod mig, de som bo i Seir, og Moabiterne, som bo i Ar; indtil jeg kommer over Jordanen til det Land, som Herren vor Gud giver os. Men Sihon, Kongen i Hesbon, vilde ikke lade os drage igennem hos sig; thi Herren din Gud forhærdede hans Aand og gjorde hans Hjerte stift, for at give ham i dine Hænder, som man ser paa denne Dag. Og Herren sagde til mig: Se, jeg har begyndt at overgive Sihon og hans Land til dig; begynd, indtag hans Land til Eje! Og Sihon drog ud imod os, han og alt hans Folk, til Strid ved Jaza. Men Herren vor Gud overgav ham til os, og vi sloge ham og hans Børn og alt hans Folk. Og vi indtoge alle hans Stæder paa samme Tid, og vi bandlyste hver Stad, Mænd og Kvinder og smaa Børn; vi lode ingen undkommen blive tilovers, kun Fæet røvede vi for os og Byttet af Stæderne, som vi havde indtaget. Fra Aroer, som ligger ved Bredden af Arnons Bæk, og fra den Stad, som er i Dalen, og indtil Gilead, var der ikke en Stad, som var os for høj; Herren vor Gud overgav dem alle til os. Kun kom du ikke nær til Ammons Børns Land, til hele den Side ved Bækken Jabok og til Stæderne paa Bjerget, og alt det, som Herren vor Gud har budet os om.
Første læsning
Og Josva stod aarle op om Morgenen, og de rejste fra Sittim og kom til Jordanen, han og alle Israels Børn; og de bleve der om Natten, førend de droge over. Og det skete, der tre Dage vare til Ende, da gik Fogederne midt igennem Lejren. Og de bøde Folket og sagde: Naar I se Herrens, eders Guds Pagts Ark, og Præsterne, Leviterne, som bære den, saa skulle I rejse ud fra eders Sted og gaa efter den; — dog at der skal være Rum imellem eder og imellem den, ved tusinde Alen i Maal, I skulle ikke komme nær til den; — paa det at I skulle vide den Vej, paa hvilken I skulle gaa; thi I have ikke tilforn draget over paa den Vej. Og Josva sagde til Folket: Helliger eder; thi Herren skal gøre underlige Ting i Morgen iblandt eder. Og Josva sagde til Præsterne: Bærer Pagtens Ark og gaar over foran Folket; og de bare Pagtens Ark og gik foran Folket. Og Herren sagde til Josva: Paa den Dag vil jeg begynde at gøre dig stor for al Israels Øjne, og de skulle vide, at ligesom jeg var med Mose, saa vil jeg og være med dig. Men du skal byde Præsterne, som bære Pagtens Ark, og sige: Naar I komme til det yderste af Jordanens Vande, da skulle I blive staaende i Jordanen. Og Josva sagde til Israels Børn: Kommer nær hid og hører Herren eders Guds Ord. Og Josva sagde: Derpaa skulle I vide, at den levende Gud er midt iblandt eder og skal fordrive for eders Ansigt Kananiterne og Hethiterne og Heviterne og Feresiterne og Girgasiterne og Amoriterne og Jebusiterne. Se, al Jordens Herres Pagts Ark gaar over for eders Ansigt igennem Jordanen. Saa tager eder nu tolv Mænd af Israels Stammer, een Mand af hver Stamme. Og det skal ske, naar Præsterne, som bære Herrens, al Jordens Herres, Ark, med Fodsaalerne staa stille i Jordanens Vande, da skal Jordanens Vande afskæres, nemlig de Vande, som komme ned ovenfra; og de skulle staa som een Dynge. Og det skete, der Folket drog ud af deres Telte for at gaa over Jordanen, da bare Præsterne Pagtens Ark for Folkets Ansigt. Og der de, som bare Arken, kom til Jordanen, og Præsterne, som bare Arken, vædede deres Fødder yderst i Vandet, (men Jordanen var fuld over alle sine Bredder hele Høsten igennem): Da stod det Vand stille, som kom ned ovenfra, det rejste sig til een Dynge saare langt borte ved den Stad Adam, som ligger op til Zarthans Side, men det, som løb ned til Havet ved den slette Mark, nemlig Salthavet, det blev aldeles afskaaret; saa gik Folket over imod Jeriko. Og Præsterne, som bare Herrens Pagts Ark, stode fast paa det tørre, midt i Jordanen; og al Israel gik over paa det tørre, indtil det ganske Folk var gaaet helt over Jordanen.
Morgenbøn — første læsning
Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for Herren og sagde: Jeg vil synge for Herren; thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrtet i Havet. Herren er min Styrke og Lovsang, og han blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. Herren er en Krigsmand, „Herre‟ er hans Navn. Han kastede Faraos Vogne og hans Hær i Havet, og hans udvalgte Høvedsmænd bleve druknede i det røde Hav. Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Sten. Herre! din højre Haand har vist sig at være herlig med Styrke; Herre! du knuser Fjenden med din højre Haand. Og du nedstøder dine Modstandere med din store Højhed; du udsender din Vrede, den fortærer dem som Straa. Og ved din Vredes Vejr ophobedes Vandene, Strømmene stode som en Dynge; Bølgerne stivnede midt i Havet. Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, dele Rovet; min Sjæl skal stille sin Lyst paa dem, jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal udrydde dem. Du blæste med dit Vejr, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de mægtige Vande. Hvo er som du iblandt Guderne, Herre? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfærdelig at berømme, underfuld i Gerning! Du udrakte din højre Haand, Jorden opslugte dem. Du har ved din Miskundhed ført dette Folk, som du har genløst; du ledsagede dem med din Kraft til din Helligheds Bolig. Folkene hørte det, de bævede; Angest betog dem, som bo i Palæstina. Da forfærdedes Edoms Fyrster, Bæven betog de vældige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige. Forfærdelse og Frygt skal falde over dem, ved din Arms Magt skulle de blive tavse som en Sten, indtil dit Folk, Herre! kommer over, til det Folk kommer over, som du har forhvervet. Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du har gjort en Bolig, hvori du vil bo, o Herre! en Helligdom, Herre! har dine Hænder beredt. Herren skal regere evindelig og altid. Thi Faraos Heste droge ind med hans Vogne og hans Ryttere i Havet, og Herren lod Havets Vande komme tilbage over dem; men Israels Børn gik paa det tørre midt igennem Havet. Og Maria, den Profetinde, Arons Søster, tog en Pauke i sin Haand; og alle Kvinder gik ud efter hende med Pauker og Dans. Og Maria svarede dem: Synger for Herren, thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrtet i Havet. Og Mose lod Israel drage frem fra det røde Hav, og de droge ud til den Ørk Sur, og de vandrede tre Dage i Ørkenen og fandt ikke Vand.
Epistel
I kende det, som er udgaaet over hele Judæa, idet det begyndte fra Galilæa, efter den Daab, som Johannes prædikede, det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligaand og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham; og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort baade i Jødernes Land og i Jerusalem, han, som de ogsaa sloge ihjel, idet de hængte ham paa et Træ. Ham oprejste Gud paa den tredje Dag og gav ham at aabenbares, ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde. Og han har paabudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde. Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror paa ham, skal faa Syndernes Forladelse ved hans Navn.‟
Første læsning
Og Herrens Ord kom til mig saaledes: Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Gog i Magogs Land, Fyrsten over Rosk, Mesek og Tubal, og spaa imod ham! Og sig: Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer imod dig, Gog, du Fyrste over Rosk, Mesek og Tubal! Og jeg vil vende dig om og lægge Kroge i dine Kæver, og jeg vil føre dig ud tillige med al din Hær, Heste og Ryttere, alle sammen klædte i fuld Pragt, en stor Skare med store Skjolde og smaa Skjolde, alle sammen øvede i at bruge Sværd, med dem tillige Perser, Morianer og Putæer, alle sammen med Skjold og Hjelm, Gomer og alle hans Hære, Thogarmas Hus i det yderste Nord og alle dets Hære, ja, mange Folkeslag sammen med dig. Vær beredt og hold dig rede, du og alle dine Skarer, som ere forsamlede om dig! og du skal tage Vare paa dem. Efter mange Dage skal du blive hjemsøgt, i de sidste Aar skal du komme til et Land, som er udfriet fra Sværdet og samlet ud fra mange Folkefærd, over Israels Bjerge, som stadigt have været øde; dette er nu udført fra Folkene, og de bo der alle sammen tryggelig. Og du skal drage op, du skal komme som et Bulder, du skal være som en Sky til at skjule Landet, du og alle dine Hære og de mange Folkeslag, som ere med dig. Saa siger den Herre, Herre: Og det skal ske paa denne Dag, at der skal opstige Ting i dit Hjerte, og at du skal optænke en ond Tanke; og du skal sige: Jeg vil drage op imod et Land med ubefæstede Byer; jeg vil komme over de rolige, som bo tryggelig, alle sammen bo de uden Mur og have hverken Portstænger eller Porte, for at bytte Bytte og at røve Rov; — for at vende din Haand imod de øde Stæder, som nu ere beboede, og imod et Folk, som er sanket ud fra Hedningerne, og som forhverver sig Fæ og Gods, og som bor over Jordens Navle. Seba og Dedan og Købmænd fra Tharsis og alle dets unge Løver skulle sige til dig: Er du kommen for at bytte Bytte? har du samlet din Skare for at røve Rov, for at borttage Sølv og Guld, for at tage Fæ og Gods, for at bytte stort Bytte? Derfor spaa, du Menneskesøn! og sig til Gog: Saa siger den Herre, Herre: Mon du ikke paa den Dag, naar mit Folk Israel bor tryggelig, skal faa det at vide? Og du skal komme fra dit Sted, fra det yderste Nord, du og de mange Folk, som ere med dig, alle sammen ridende paa Heste, en stor Skare og en mægtig Hær. Og du skal drage op imod mit Folk Israel som en Sky til at skjule Landet; det skal ske i de sidste Dage, at jeg vil lade dig komme imod mit Land, paa det Hedningerne skulle kende mig, naar jeg helliggør mig paa dig for deres Øjne, o Gog! Saa siger den Herre, Herre: Er du den, som jeg talte om i gamle Dage ved mine Tjenere, Profeterne i Israel, som spaaede i hine Dage, Aar efter Aar, at jeg vilde lade dig komme over dem? Og det skal ske paa den Dag, ja, paa den Dag, da Gog kommer over Israels Land, siger den Herre, Herre, at min Vrede skal stige op i min Næse. Ogjeg har talt i min Nidkærhed, i min Vredes Ild: Sandelig, paa denne Dag skal der være en stor Rystelse i Israels Land. Og Fiskene i Havet og Fuglene under Himlene og de vilde Dyr paa Marken og alt Krybet, som kryber paa Jorden, og hvert Menneske, som er paa Jorden, skulle bæve for mit Ansigt, og Bjergene skulle omkastes og Taarnene falde, og hver Mur skal falde til Jorden. Og jeg vil kalde et Sværd frem imod ham hen over alle mine Bjerge, siger den Herre, Herre; den enes Sværd skal være imod den anden. Og jeg vil gaa i Rette med ham ved Pest og ved Blod; og en overskyllende Regn og Hagelstene, Ild og Svovl vil jeg lade regne ned over ham og over hans Hære og over de mange Folk, som ere med ham. Og jeg vil bevise mig stor og bevise mig hellig, og jeg vil give mig til Kende for mange Hedningers Øjne; og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
Morgenbøn — anden læsning
Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
Responsoriesalme
Lover Herren! thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig. Herren bygger Jerusalem, han samler de fordrevne af Israel. Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar. Han sætter Tal paa Stjernerne, han nævner dem alle sammen ved Navn. Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand. Herren oprejser de sagtmodige; de ugudelige fornedrer han til Jorden. Svarer Herren med Taksigelse, synger vor Gud Psalmer til Harpe; ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene; ham, som giver Føde til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige. Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben. Behag har Herren til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed. O, Jerusalem! pris Herren; o, Zion! lov din Gud. Thi han har gjort dine Portes Stænger stærke, han har velsignet dine Børn i din Midte. Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede. Han sender sit Ord til Jorden, hans Beføling løber saare hastelig. Han lader Sne lægge sig som Uld, han udstrør Rimfrost som Aske. Han udkaster sin Is som Billinger; hvo kan staa for hans Kulde? Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Vejr blæse, saa flyde Vandene hen. Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love. Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!
Evangelium
Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham. Men han sagde til dem: „Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?‟ Og de standsede bedrøvede. Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: „Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?‟ Og han sagde til dem: „Hvilket?‟ Men de sagde til ham: „Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven, og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.‟ Og han sagde til dem: „O I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne have talt! Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?‟ Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaa videre. Og de nødte ham meget og sagde: „Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.‟ Og han gik ind for at blive hos dem. Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da bleve deres Øjne aabnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem. Og de sagde til hinanden: „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?‟ Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: „Herren er virkelig opstanden og set af Simon.‟ Og de fortalte, hvad der var sket paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David. Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen. Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig. Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud. Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet. Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig. Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig. Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt. Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn. Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig. Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser. Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog. De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig. Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld! Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb! Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig! Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed! Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig! Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld! Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig. Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen. Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst. Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge. Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave! Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem! Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte. Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret. Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed! Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige! Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig. Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse. Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove. De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op! Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne. Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi! Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
Responsoriesalme
En Psalme, en Sang paa Sabbatens Dag. Det er godt at takke Herren og at lovsynge dit Navn, du Højeste! at kundgøre din Miskundhed om Morgenen og din Sandhed om Natten paa de ti Strenge og paa Psalteren til Harpens Klang. Thi, Herre! du har glædet mig ved dit Værk; jeg vil synge med Fryd om dine Hænders Gerninger. Herre! hvor store ere dine Gerninger, dine Tanker ere meget dybe. En ufornuftig Mand kender det ikke, og en Daare forstaar ikke dette. Naar de ugudelige grønnes som en Urt, og alle de, som gøre Uret, blomstre, er det til deres Ødelæggelse stedse og altid. Men du, Herre, er høj evindelig. Thi se, dine Fjender, Herre! thi se, dine Fjender skulle omkomme, alle de, som gøre Uret, skulle adspredes. Men du ophøjede mit Horn som Enhjørningens; jeg er overgydt med frisk Olie. Og mit Øje saa paa mine Fjender, mine Øren hørte paa de onde, som opstode imod mig. Den retfærdige skal grønnes som et Palmetræ, han skal vokse som et Cedertræ paa Libanon. De, som ere plantede i Herrens Hus, de skulle grønnes i vor Guds Forgaarde. De skulle endnu bære Frugt, naar de ere graahærdede, de skulle være saftige og grønne til at forkynde, at Herren er oprigtig, min Klippe, og at der ikke er Uret hos ham.
Responsoriesalme
Priser Herren; thi han er god; thi hans Miskundhed er evindelig. Israel sige: Hans Miskundhed er evindelig. De af Arons Hus sige: Hans Miskundhed er evindelig. De, som frygte Herren, sige: Hans Miskundhed er evindelig. I Trængselen kaldte jeg paa Herren; Herren bønhørte mig i det fri. Herren er med mig, jeg vil ikke frygte, hvad kan et Menneske gøre mig? Herren er med mig, han er min Hjælper; og jeg skal se min Glæde paa mine Avindsmænd. Det er bedre at sætte Lid til Herren end at forlade sig paa Mennesker. Det er bedre at sætte Lid til Herren end at forlade sig paa Fyrster. Alle Hedninger have omringet mig; i Herrens Navn vil jeg nedhugge dem. De have omringet mig, ja, de have omringet mig; i Herrens Navn vil jeg nedhugge dem. De have omringet mig som Bier, de ere udslukte som Ild i Torne; i Herrens Navn vil jeg nedhugge dem. Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde; men Herren hjalp mig. Herren er min Styrke og min Sang, og han blev mig til Frelse. Fryds og Frelses Røst er i de retfærdiges Telte; Herrens højre Haand skaber Kraft. Herrens højre Haand er ophøjet, Herrens højre Haand skaber Kraft. Jeg skal ikke dø, men jeg skal leve, og jeg skal fortælle Herrens Gerninger. Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke hen i Døden. Lader Retfærdigheds Porte op for mig, jeg vil gaa ind ad dem, jeg vil takke Herren. Denne er Herrens Port, de retfærdige skulle gaa ind ad den. Jeg vil takke dig; thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, er bleven til en Hovedhjørnesten. Af Herren er dette sket, det er underligt for vore Øjne. Denne er Dagen, som Herren har beredt; lader os fryde og glæde os paa den! Kære Herre! frels dog; kære Herre! lad det dog lykkes. Velsignet være den, som kommer i Herrens Navn; vi velsigne eder fra Herrens Hus. Herren er Gud, og han lod lyse for os; binder Højtidsofferet med Reb, indtil det bringes til Alterets Horn. Du er min Gud, og jeg vil takke dig; min Gud, jeg vil ophøje dig. Priser Herren; thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig.
Aftenbøn — første læsning
Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.
Anden læsning
Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til saadanne, som kende Loven) at Loven hersker over Mennesket, saa lang Tid han lever? Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men naar Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov. Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever; men naar Manden dør, er hun fri fra den Lov, saa at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands. Altsaa ere ogsaa I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud. Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden. Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, saa at vi tjene i Aandens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen. Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: „Du maa ikke begære.‟ Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død. Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op; men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død; thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det. Altsaa er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt. Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig. Thi vi vide, at Loven er aandelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden. Thi jeg forstaar ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg. Men naar jeg gør det, jeg ikke vil, saa samstemmer jeg med Loven i, at den er god. Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig. Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formaar jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg. Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, saa er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig. Saa finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Haanden. Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer. Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altsaa: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.
Anden læsning
Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære baade Gaver og Slagtofre for Synder, som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han ogsaa selv er stedt i Skrøbelighed og for dens Skyld maa frembære Syndoffer, som for Folket saaledes ogsaa for sig selv. Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo ogsaa Aron. Saaledes har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: „Du er min Søn, jeg har født dig i Dag,‟ som han jo ogsaa siger et andet Sted: „Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis,‟ han, som i sit Køds Dage med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angest, og saaledes, endskønt han var Søn, lærte han Lydighed af det, han led, og efter at være fuldkommet blev Aarsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham, idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis. Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre. Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne saadanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde. Thi hver, som faar Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd; men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som paa Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt.
Anden læsning
I øvrigt, mine Brødre, glæder eder i Herren! At skrive det samme til eder er ikke til Besvær for mig, men er betryggende for eder. Holder Øje med Hundene, holder Øje med de slette Arbejdere, holder Øje med Sønderskærelsen! Thi vi ere Omskærelsen, vi, som tjene i Guds Aand og rose os i Kristus Jesus og ikke forlade os paa Kødet, endskønt ogsaa jeg har det, jeg kunde forlade mig paa, ogsaa i Kødet. Dersom nogen anden synes, han kan forlade sig paa Kødet, kan jeg det mere. Jeg er omskaaren paa den ottende Dag, af Israels Slægt, Benjamins Stamme, en Hebræer af Hebræere, over for Loven en Farisæer, i Nidkærhed en Forfølger af Menigheden, i Retfærdigheden efter Loven udadlelig. Men hvad der var mig Vinding, det har jeg for Kristi Skyld agtet for Tab; ja sandelig, jeg agter endog alt for at være Tab imod det langt højere, at kende Kristus Jesus, min Herre, for hvis Skyld jeg har lidt Tab paa alt og agter det for Skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, saa jeg ikke har min Retfærdighed, den af Loven, men den ved Tro paa Kristus, Retfærdigheden fra Gud paa Grundlag af Troen, for at jeg maa kende ham og hans Opstandelses Kraft og hans Lidelsers Samfund, idet jeg bliver ligedannet med hans Død, om jeg dog kunde naa til Opstandelsen fra de døde. Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er fuldkommen; men jeg jager derefter, om jeg dog kunde gribe det, efterdi jeg ogsaa er greben af Kristus Jesus. Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg har grebet det. Men eet gør jeg: Glemmende, hvad der er bagved, men rækkende efter det, som er foran, jager jeg imod Maalet, til den Sejrspris, hvortil Gud fra det høje kaldte os i Kristus Jesus.
Anden læsning
Men da han om Morgenen igen gik ind til Staden, blev han hungrig. Og han saa et Figentræ ved Vejen og gik hen til det, og han fandt intet derpaa uden Blade alene. Og han siger til det: „Aldrig i Evighed skal der vokse Frugt mere paa dig!‟ Og Figentræet visnede straks. Og da Disciplene saa det, forundrede de sig og sagde: „Hvorledes kunde Figentræet straks visne?‟ Men Jesus svarede og sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, da skal det ske. Og alt, hvad I begære i Bønnen troende, det skulle I faa.‟ Og da han kom ind i Helligdommen, kom Ypperstepræsterne og Folkets Ældste hen til ham, medens han lærte, og de sagde: „Af hvad Magt gør du disse Ting, og hvem har givet dig denne Magt?‟ Men Jesus svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om een Ting, og dersom I sige mig det, vil ogsaa jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. Johannes's Daab, hvorfra var den? Fra Himmelen eller fra Mennesker?‟ Men de tænkte ved sig selv og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige til os: Hvorfor troede I ham da ikke? Men sige vi: Fra Mennesker, frygte vi for Mængden; thi de holde alle Johannes for en Profet.‟ Og de svarede Jesus og sagde: „Det vide vi ikke.‟ Da sagde ogsaa han til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. Men hvad tykkes eder? En Mand havde to Børn; og han gik til den første og sagde: Barn! gaa hen, arbejd i Dag i min Vingaard! Men han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke; men bagefter fortrød han det og gik derhen. Og han gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Ja, Herre! og gik ikke derhen. Hvem af de to gjorde Faderens Villie?‟ De sige: „Den første.‟ Jesus siger til dem: „Sandelig siger jeg eder, at Toldere og Skøger gaa forud for eder ind i Guds Rige. Thi Johannes kom til eder paa Retfærdigheds Vej, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men endskønt I saa det, fortrøde I det alligevel ikke bagefter, saa I troede ham. Hører en anden Lignelse: Der var en Husbonde, som plantede en Vingaard og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn; og han lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands. Men da Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til Vingaardsmændene for at faa dens Frugter. Og Vingaardsmændene grebe hans Tjenere, og en sloge de, en dræbte de, og en stenede de. Atter sendte han andre Tjenere hen, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem. Men til sidst sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville undse sig for min Søn. Men da Vingaardsmændene saa Sønnen, sagde de til hverandre: Det er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel og faa hans Arv! Og de grebe ham og kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Naar da Vingaardens Herre kommer, hvad vil han saa gøre med disse Vingaardsmænd?‟ De sige til ham: „Ilde vil han ødelægge de onde og leje sin Vingaard ud til andre Vingaardsmænd, som ville give ham Frugterne i deres Tid.‟ Jesus siger til dem: „Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten; fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne. Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter.
Evangelium
Men der var en Mand af Farisæerne, han hed Nikodemus, en Raadsherre iblandt Jøderne. Denne kom til ham om Natten og sagde til ham: „Rabbi! vi vide, at du er en Lærer kommen fra Gud; thi ingen kan gøre disse Tegn, som du gør, uden Gud er med ham.‟ Jesus svarede og sagde til ham: „Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født paany, kan han ikke se Guds Rige.‟ Nikodemus siger til ham: „Hvorledes kan et Menneske fødes, naar han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv og fødes?‟ Jesus svarede: „Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke komme ind i Guds Rige. Hvad der er født af Kødet, er Kød; og hvad der er født af Aanden, er Aand. Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I maa fødes paany. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; saaledes er det med hver den, som er født af Aanden.‟ Nikodemus svarede og sagde til ham: „Hvorledes kan dette ske?‟ Jesus svarede og sagde til ham: „Er du Israels Lærer og forstaar ikke dette? Sandelig, sandelig, siger jeg dig, vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have set; og I modtage ikke vort Vidnesbyrd. Naar jeg siger eder de jordiske Ting, og I ikke tro, hvorledes skulle I da tro, naar jeg siger eder de himmelske? Og ingen er faren op til Himmelen, uden han, som for ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen. Og ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørkenen, saaledes bør Menneskesønnen ophøjes, for at hver den, som tror, skal have et evigt Liv i ham. Thi saaledes elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbaarne, for at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden, for at han skal dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham. Den, som tror paa ham, dømmes ikke; men den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet paa Guds enbaarne Søns Navn. Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede Mørket mere end Lyset; thi deres Gerninger vare onde. Thi hver den, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans Gerninger ikke skulle revses. Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at hans Gerninger maa blive aabenbare; thi de ere gjorte i Gud.‟ Derefter kom Jesus og hans Disciple ud i Judæas Land, og han opholdt sig der med dem og døbte. Men ogsaa Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var meget Vand der; og man kom derhen og lod sig døbe. Thi Johannes var endnu ikke kastet i Fængsel. Da opkom der en Strid imellem Johannes's Disciple og en Jøde om Renselse. Og de kom til Johannes og sagde til ham: „Rabbi! han, som var hos dig hinsides Jordan, han, hvem du gav Vidnesbyrd, se, han døber, og alle komme til ham.‟ Johannes svarede og sagde: „Et Menneske kan slet intet tage, uden det er ham givet fra Himmelen. I ere selv mine Vidner paa, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt foran ham. Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som staar og hører paa ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Saa er da denne min Glæde bleven fuldkommen. Han bør vokse, men jeg forringes. Den, som kommer ovenfra, er over alle; den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer fra Himmelen, er over alle. Og det, som han har set og hørt, vidner han; og ingen modtager hans Vidnesbyrd. Den, som har modtaget hans Vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er sanddru. Thi han, hvem Gud udsendte, taler Guds Ord; Gud giver nemlig ikke Aanden efter Maal. Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Haand. Den, som tror paa Sønnen, har et evigt Liv; men den, som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham.‟
Aftenbøn — anden læsning
Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven. Og se, der skete et stort Jordskælv; thi en Herrens Engel for ned fra Himmelen og traadte til og væltede Stenen bort og satte sig paa den. Men hans Udseende var ligesom et Lyn og hans Klædebon hvidt som Sne. Men de, som holdt Vagt, skælvede af Frygt for ham og bleve som døde. Men Engelen tog til Orde og sagde til Kvinderne: „I skulle ikke frygte! thi jeg ved, at I lede efter Jesus den korsfæstede. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer hid, ser Stedet, hvor Herren laa! Og gaar hastigt hen og siger hans Disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han gaar forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham. Se, jeg har sagt eder det.‟ Og de gik hastigt bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb hen for at forkynde hans Disciple det. Men medens de gik for at forkynde hans Disciple det, se, da mødte Jesus dem og sagde: „Hil være eder!‟ Men de traadte til og omfavnede hans Fødder og tilbade ham. Da siger Jesus til dem: „Frygter ikke! gaar hen og forkynder mine Brødre, at de skulle gaa bort til Galilæa, og der skulle de se mig.‟
Evangelium
Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: „En Mand plantede en Vingaard og satte et Gærde derom og gravede en Perse og byggede et Taarn, og han lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands. Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at han af Vingaardsmændene kunde faa af Vingaardens Frugter. Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort. Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i Hovedet og vanærede. Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre; nogle sloge de, og andre dræbte de. Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til dem, idet han sagde: „De ville undse sig for min Søn.‟ Men hine Vingaardsmænd sagde til hverandre: „Det er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel, saa bliver Arven vor.‟ Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af Vingaarden. Hvad vil da Vingaardens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge Vingaardsmændene og give Vingaarden til andre. Have I ikke ogsaa læst dette Skriftord: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne.‟ Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort.
Evangelium
Men da han sad paa Oliebjerget, kom hans Disciple til ham afsides og sagde: „Sig os, naar skal dette ske? Og hvad er Tegnet paa din Tilkommelse og Verdens Ende?‟ Og Jesus svarede og sagde til dem: „Ser til, at ingen forfører eder! Thi mange skulle paa mit Navn komme og sige: Jeg er Kristus; og de skulle forføre mange. Men I skulle faa at høre om Krige og Krigsrygter. Ser til, lader eder ikke forskrække; thi det maa ske; men Enden er ikke endda. Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Hungersnød og Jordskælv her og der. Men alt dette er Veernes Begyndelse. Da skulle de overgive eder til Trængsel og slaa eder ihjel, og I skulle hades af alle Folkeslagene for mit Navns Skyld. Og da skulle mange forarges og forraade hverandre og hade hverandre. Og mange falske Profeter skulle fremstaa og forføre mange. Og fordi Lovløsheden bliver mangfoldig, vil Kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, som holder ud indtil Enden, han skal frelses. Og dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme. Naar I da se Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt ved Profeten Daniel, staa paa hellig Grund, (den, som læser det, han give Agt!) da skulle de, som ere i Judæa, fly ud paa Bjergene; den, som er paa Taget, stige ikke ned for at hente, hvad der er i hans Hus; og den, som er paa Marken, vende ikke tilbage for at hente sine Klæder! Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage! Og beder om, at eders Flugt ikke skal ske om Vinteren, ej heller paa en Sabbat; thi der skal da være en Trængsel saa stor, som der ikke har været fra Verdens Begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme. Og dersom disse Dage ikke bleve afkortede, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld skulle disse Dage afkortes. Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller der! da skulle I ikke tro det. Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstaa og gøre store Tegn og Undergerninger, saa at ogsaa de udvalgte skulde blive forførte, om det var muligt. Se, jeg har sagt eder det forud. Derfor, om de sige til eder: Se, han er i Ørkenen, da gaar ikke derud; se, han er i Kamrene, da tror det ikke! Thi ligesom Lynet udgaar fra Østen og lyser indtil Vesten, saaledes skal Menneskesønnens Tilkommelse være. Hvor Aadselet er, der ville Ørnene samle sig. Men straks efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes og Maanen ikke give sit Skin og Stjernerne falde ned fra Himmelen, og Himmelens Kræfter skulle rystes. Og da skal Menneskesønnens Tegn vise sig paa Himmelen; og da skulle alle Jordens Stammer jamre sig, og de skulle se Menneskesønnen komme paa Himmelens Skyer med Kraft og megen Herlighed. Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basun, og de skulle samle hans udvalgte fra de fire Vinde, fra den ene Ende af Himmelen til den anden. Men lærer Lignelsen af Figentræet: Naar dets Gren allerede er bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er nær. Saaledes skulle ogsaa I, naar I se alt dette, skønne, at han er nær for Døren. Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgaa, førend alle disse Ting ere skete. Himmelen og Jorden skulle forgaa, men mine Ord skulle ingenlunde forgaa.
Evangelium
Siden aabenbarede Jesus sig atter for Disciplene ved Tiberias-Søen; men han aabenbarede sig saaledes. Simon Peter og Thomas, hvilket betyder Tvilling, og Nathanael fra Kana i Galilæa og Zebedæus's Sønner og to andre af hans Disciple vare sammen. Simon Peter siger til dem: „Jeg gaar ud at fiske.‟ De sige til ham: „Ogsaa vi gaa med dig.‟ De gik ud og gik om Bord i Skibet, og den Nat fangede de intet. Men da det nu blev Morgen, stod Jesus ved Søbredden; dog vidste Disciplene ikke, at det var Jesus. Jesus siger da til dem: „Børnlille! have I noget at spise?‟ De svarede ham: „Nej.‟ Men han sagde til dem: „Kaster Garnet ud paa højre Side af Skibet, saa skulle I finde.‟ Da kastede de det ud, og de formaaede ikke mere at drage det for Fiskenes Mængde. Den Discipel, som Jesus elskede, siger da til Peter: „Det er Herren.‟ Da Simon Peter nu hørte, at det var Herren, bandt han sin Fiskerkjortel om sig (thi han var nøgen), og kastede sig i Søen. Men de andre Disciple kom med Skibet, thi de vare ikke langt fra Land, kun omtrent to Hundrede Alen, og de slæbte efter sig Garnet med Fiskene. Da de nu kom i Land, se de der en Kulild og Fisk ligge derpaa og Brød. Jesus siger til dem: „Bringer hid af de Fisk, som I nu fangede.‟ Simon Peter steg op og trak Garnet paa Land, fuldt af store Fisk, et Hundrede og tre og halvtredsindstyve, og skønt de vare saa mange, sønderreves Garnet ikke. Jesus siger til dem: „Kommer og holder Maaltid!‟ Men ingen af Disciplene vovede at spørge ham: „Hvem er du?‟ thi de vidste, at det var Herren. Jesus kommer og tager Brødet og giver dem det, ligeledes ogsaa Fiskene. Dette var allerede den tredje Gang, at Jesus aabenbarede sig for sine Disciple, efter at han var oprejst fra de døde. Da de nu havde holdt Maaltid, siger Jesus til Simon Peter: „Simon, Johannes's Søn, elsker du mig mere end disse?‟ Han siger til ham: „Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.‟ Han siger til ham: „Vogt mine Lam!‟ Han siger atter anden Gang til ham: „Simon, Johannes's Søn, elsker du mig?‟ Han siger til ham: „Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.‟ Han siger til ham: „Vær Hyrde for mine Faar!‟ Han siger tredje Gang til ham: „Simon, Johannes's Søn, har du mig kær?‟ Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til ham: „Har du mig kær?‟ Og han sagde til ham: „Herre! du kender alle Ting, du ved, at jeg har dig kær.‟ Jesus siger til ham: „Vogt mine Faar! Sandelig, sandelig, siger jeg dig, da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du vilde; men naar du bliver gammel, skal du udrække dine Hænder, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.‟ Men dette sagde han for at betegne, med hvilken Død han skulde herliggøre Gud. Og da han havde sagt dette, siger han til ham: „Følg mig!‟ Peter vendte sig og saa den Discipel følge, som Jesus elskede, og som ogsaa laa op til hans Bryst ved Nadveren og sagde: „Herre! hvem er den, som forraader dig?‟ Da nu Peter saa ham, siger han til Jesus: „Herre! men hvorledes skal det gaa denne?‟ Jesus siger til ham: „Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig? Følg du mig!‟ Saa kom da dette Ord ud iblandt Brødrene: „Denne Discipel dør ikke;‟ og Jesus havde dog ikke sagt til ham, at han ikke skulde dø, men: „Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig?‟ Dette er den Discipel, som vidner om disse Ting og har skrevet dette; og vi vide, at hans Vidnesbyrd er sandt. Men der er ogsaa mange andre Ting, som Jesus har gjort, og dersom de skulde skrives enkeltvis, mener jeg, at ikke hele Verden kunde rumme de Bøger, som da bleve skrevne.
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.